Klik for flere produkter.
Der blev ikke fundet nogen produkter.

iPhone X, 8 Plus & 8

Lagt op1 måneder siden
iPhone X, 8 Plus & 8

Som husets tekstforfatter har jeg fået  til opgave at lave research på de 3 nye iPhone-modeller, der ser dagens lys hhv. d. 22-09 2017 og d. 27-10 2017, for at skrive lidt om dem.
Til dem, der måske ikke ved det, kommer der en 10 års jubelæumsmodel sammen med de ventede iPhone 8 og 8 Plus – det sidste skud på stammen hedder iPhone X og er den iPhone, der er født uden home-knap, hvilket vakte en del hype for lidt siden, da detaljen om den manglende home-knap blev lækket ved et uheld af Apple selv.

Ligesom iPhone 7, har de nye iPhones ikke nogen indgang til jackstik, da Apple gør dem klar til et ledningsfrit univers, som de selv siger.
Derfor behøver man ikke et headset til sin iPhone, da man kan få trådløse AirPods i stedet. Dog er ingen af de nye iPhones født med AirPods – de kommer med EarPods med ledning og lightningstik. Til gengæld er selve opladningen blevet trådløs, hvilket jo er en lækker detalje.
Oven i købet har Apple sørget for, der er trådløse opladningsstationer rundt omkring i verden i lufthavne, på hoteller og caféer.

Designet på de 3 iPhones ligner umiddelbart iPhone 7. iPhone 8 og 8 Plus har samme dimensioner, skærmstørrelse og elegante finish som 7’erne – hhv 4.7” og 5.5” hvor iPhone X har en skærm på 5.8”.
Dog er én væsentlig ting ændret – de nye iPhones er lavet i glas. Jep, glas. Apple selv beskriver glasset som det mest holdbare i en smartphone nogensinde, og det vil undertegnede da håbe, da jeg ellers forudser, telefonerne vil bruge mere tid på værkstederne fremfor i lommen på deres ejermand.
Aluminiumsrammen er samme kvalitet som i luftfartsindustrien, og de to 8’ere kan fås i Space Grey, Silver og Gold – sidstnævnte ligner dog mere Rose Gold, så det bliver spændende at se den rigtige farve, når de rammer butikkerne.

iPhone X kommer i Silver og Space Grey.

Uanset lyder det rigtig lækkert og gennemført, men man kan jo heller ikke forvente andet fra Apple, der trods alt har skabt deres brand på deres innovative design – hvem husker ikke de gamle Mackingtosh i orange, blå, rød, grøn og lilla?

Noget helt nyt i alle 3 iPhones er Apples nye chip – A11 Bionic Chip: ”Den klogeste og stærkeste chip i en smartphone nogensinde”. Den er op til 70% hurtigere end A10 Fusion chippen og med A11 Bionic får du ”exceptionelle augmented reality-oplevelser i spil og apps, der vil få dig til at se verden på en ny måde”.
Augmented reality? Her måtte forfatteren lige i gang med at Google, for hvad vil det egentligt sige? ”Augmented reality (AR) er et udvidet syn på virkeligheden, hvor du gennem en skærm ser computergenerede billeder, lyd eller anden data oven på den faktiske virkelighed” fandt jeg på udvidetvirkelighed.nu
Aha tænkte jeg så – Pokémon Go! Her ser man virkeligheden i spillet, hvor man så fanger Pokémons i haven, i skoven, på vejen osv. Altså augmented reality. Så nu har jeg også lært noget nyt i dag!

Derudover er alle 3 modeller vand – og støvafvisende.

De 3 nye modeller har 12MP kamera, hvor X og 8 Plus har kameraer med vidvinkel – og teleobjektiv. X og 8 Plus har desuden optisk zoom, hvilket gør en kæmpe forskel i forhold til digital zoom.
Der er ingen tvivl om, der er kræset lidt mere for 8 Plus og X kameraerne – iPhone X har umiddelbart samme bagkamera som 8 Plus dog med dobbelt optisk billedstabilisering.  De har begge portrætfunktion og portrætlys, som er nye tilføjelser.
iPhone X har desuden TrueDepth frontkamera, hvor de to andre har FaceTime HD kamera. Med det nye frontkamera kommer ”Animoji”, hvor du kan lave din egen animoji baseret på dine egne ansigtsudtryk.

iPhone X har derudover et par andre features, der virkelig adskiller den fra de andre iPhones – først og fremmest Face ID. Som nævnt i starten er iPhone X født uden hjem-knap. Men så kan man jo ikke få adgang til sin telefon, tænker du nok.
Jo, med iPhone X behøver du ikke længere dit fingeraftryk eller en knap for at låse telefonen op. Du holder den bare op til dit ansigt, som det nye kamera genkender via mere end 30.000 forskellige punkter, det har lagret.

Det er lidt smart ikk’?
Med den manglende hjem-knap er iPhone X én stor skærm. En super Retina-skærm. Markedets første OLED-skærm med høj lysstyrke og 1.000.000:1 konstrastforhold  mod 1300:1 på 8 Plus.

Tjohoo – iPhone X kan nogle tricks som ingen andre smartphones på markedet kan – endnu. Her på stedet kalder vi den skilsmisse-telefonen med et smil – en telefon der er så lækker og sprængfyldt med futuriske funktioner, at den vil få folk til at glide fra hinanden til fordel for deres nye gadget.
Men lad os nu se, hvordan den fungerer i virkeligheden, når folk får den i hænderne.

Uanset hvad er vi i PhoneWorld spændte på, hvordan de nye iPhones bliver at få i hænderne, og ikke mindst hvordan de bliver at reparere, når folk uundgåeligt får ødelagt en skærm, får problemer med opladningen osv.

Efterlad en kommentar
Efterlad et Svar
Vær venlig at log ind at skrive en kommentar.

Menu

Indstillinger